Først skal det siges at vi var så uheldige at Katrines kamera gik i stykker den første dag i Calcutta (eller - Kolkata som det jo hedder nu), og at mit så slet og ret blev stjålet på den sidste dag vi var afsted. Det vil altså sige at vi slet ikke har nogen billeder fra vores tur! Det er simpelthen det ærgeligste jeg har oplevet hernede. Ih - det var virkelig til at tude over. Men jeg vil nu alligevel forsøge at fortælle om vores tur så godt jeg kan. Der er dog også nogle billeder fra den Skt. Hans fest vi holdt på første dagen de var her som Lasse tog, og så har vi enkelte billeder fra vores sidste dag i Delhi hvor jeg lånte Juho's kamera. Ellers vil jeg prøve at beskrive resten så levende at man næsten kan se det for sig (og hvor det er muligt supplere med billeder og hjemmesider fra nettet...).
Jeg hentede dem i lufthavnen fredag d. 22. juni (flyet var for tidligt på den - fuldstændig urealistisk i Delhi!!), og så gik turen til Vasant Vihar hvor der skulle catches up og fejres at Kat havde overstået eksamerne, og at Jonas som den eneste jeg kender har gennemført et semester med 0 point... Og snakkes om Line Baun Danielsens fatale "er det en abe", og diskuteres IFSK og vores forskellige fremtidsplaner og selvfølgelig rusugen. Ih hvor var det skønt at have dem lige ved siden af mig selvom vores skype samtaler også har været guld værd.. Og selvom Mikkel desværre stadig var på sygeplejerske skolen i Århus..
Vi fik pyntet hele lejligheden til ukendelighed. Som Katrine så fint udtrykte det; "det ligner en regnbue har kastet op herinde!". Der var masser af mad (Kat og Jonas havde medbragt engangsgrill til pøllerne), Susanna havde lavet kartoffelsalat, Mirva kom med kødboller, Jaya havde lavet forårsruller osv. osv. Så det var næsten som at være til Skt. Hans derhjemme bortset fra den manglende heks på bålet (og det manglende bål også...). I øvrigt er det gået op for mig mens jeg planlagde den fest, at det bestemt ikke er alle der synes det med at brænde hekse er en god tradition, og at det faktisk kun er danskere der gør det.. Troede i det mindste de andre skandinavere ville støtte mig i projektet, men der tog jeg fejl.. De synes sådan set det var en meget barbarisk og syg tradition - og kan jo egentlig godt se de har en pointe - har bare aldrig set sådan på det før... Så ingen hekseafbrænding i denne omgang.. Men fantastisk fest alligevel med masser af mennesker og diverse importerede danske varer. Og endda et klip tilbage til rusugen da Jonas og jeg mente den bedste ide ville være at stå på stole og borde og danse til Boten Anna!
Katrine og jeg pynter - tog rimelig lang tid at få alt det glimmer, balloner, serpentiner osv. op på væggene!
Sally til venstre, Sophie til højre.
Sally, mig og Emil fanget en smule uheldigt af kameraet!
Fra venstre og rundt: Mirva, James, Russel, Sally og Irene.
Jonas er meget fascineret af Peter!
Fra venstre: Juho, Joakim og Howell (nu uden hund!).
?????
Mirva og Susanna - stadig i stand til at posere...
Så kom der vist Boten Anna i højttalerne. Jonas og jeg på vores bagefter lidt ødelagte fletstole.
Hvis de ikke sådan havde hjulpet med at rydde op ville det jo have været umuligt...
De der konfettibomber var skidesjove, og stadig en god ide - men blandet med diverse væsker på gulvet er de knap så sjove dagen efter...
Køkkenet inden det blev til køkken igen!
Og stuen - savner lidt en støvsuger...
Gulvet er faktisk blevet helt rent igen - bare lige så i ved det hvis i selv tænker på at lege med konfettibomber...
Tyvstjålet fra nettet - ville ellers gerne selv have taget det nederste billede! Og sådan så der faktisk ud...
På vejen ind mod Calcutta fra lufthavnen var det denne slags der mødte os. Ja - på trods af vækstrater osv. er Indien bestemt stadig meget fattigt!
Første dag ankom vi relativ sent, så gik bare lidt rundt og endte på en tagrestaurant på 9. etage med fantastisk udsigt over Calcutta. Maden var rigtig god, og stemningen vejede det faktum op, at musikken hakkede så meget man kun fik en linje af hver sang..
Dagen efter tog vi på det indiske museum - var faktisk rigtig fint. De havde alt lige fra dinosaurus skelletter til malerier til statuer til aborter til udstoppede tigre til meteorer osv. osv. Vi spiste frokost på en meget autentisk kinesisk restaurant med små spisebåse og mus på gulvet... Men maden var nu god, og kostede absolut ingenting! Derefter tog vi i botanisk have - blev selvfølgelig plisk plask fanget i et premonsun regnskyl - når det regner i Indien, så regner det virkelig! Vi vidste jo godt at vi kunne risikere vand når vi ligesom valgte at rejse midt i monsun sæsonnens startfase - og havde snakket meget om at købe paraplyer.. Men vi havde selvfølgelig ikke fået det gjort endnu.. Så da vi efter 30 minutters gåtur endelig nåede det store Banyan træ (som i øvrigt er vildt imponerende!) var vi drivvåde. Kunne næsten ikke vente til taxaturen hjem til hotellet, og tror måske heller ikke taxa-chaufføren var voldsomt imponeret!
Havde det bedste billede af Jonas der sagde som en løve ved siden af en løvestatue på museet, men det er jo væk med kameraet - så her en skrabet løveversion fra stuen i Vasant Vihar.
Det store Banyan træ - verdens største og i Guniess for at det ikke skal være løgn. Det man ser på billedet er simpelthen ét stort træ der spreder sig og slår rødder på et kæmpestort område!
Efter endnu en middag på vores nye stamrestaurant i Calcutta begav vi os mod togstationen hvor en 10 timers togtur ventede os. Faktisk er sådan et nattog ikke så slemt - vi havde 3 AC hvilket betød der både blev sørget for tæpper, lagner og pudder, og at temperaturen var ret perfekt. Vi ankom i New Jalpaiguri kl. 8 om morgen og fandt straks en "dele-jeep" og kørte mod Sikkim og Gangtok. Sådan en dele-jeep er en ret fed opfindelse. En 4 timers køretur op i bjergene giver man en lille 20 krone for per person. For de penge får man så noget der ligner en chauffør på 16 der bare vil ud og give den gas på vej op af stigningerne. Vores chauffør formåede at overhale et uvist antal andre jeeps, lastbiler og alt andet der bevægede sig på de fire timers ret halsbrækkende køretur. Vi var ret glade da vi ankom sikkert på jeep stationen i Gangtok. Og meget tilfredse med at være i Gangtok. Hold da op for en forskel! Man kunne trække vejret helt frit uden problemer - luften var så fin og klar, klimaet var enormt behageligt, og at komme til en by med 29.000 føles næsten som at gå gennem en tom landsby i Danmark efter snart et halvt år i Delhi. Man blev ikke beskidt af at bevæge sig udenfor et par minutter, og der var ingen turister da vi var lige lidt uden for sæsonen.
Floden som vi fulgte hele vejen mod Sikkim.
Gangtok fra Gangtok-siden.
Dag et gik med at gå lidt rundt i byen og få arrangeret de ture vi skulle på tordag og fredag. Desuden fik vi endelig købt de efterhånden meget påkrævede paraplyer. Om aftenen tog vi på en lille meget hyggelig restaurant "Little Italy" med udsigt over hele Gangtok og de overraskende mange lys i dalen. I løbet af dagen så det ud som om hele området er dækket med træer, men om natten var der pludselig lys overalt. Helt fantastisk at sidde på en balkon lavet af tyk bambus og spise dejlig italiensk mad og drikke cocktails med live musik og en så fantastisk udsigt!
Dag to tog vi til Rumtek hvor det 2. største munkekloster i Indien ligger. Man kan godt forstå de klostre ligger et sted som Rumtek - vi kom to total i zen-stemning af at gå rundt i det område! Ih hvor er det altså smukt! Vejret var desværre enormt tåget, men vi kunne da spotte de sneklædte bjerge i horisonten på visse tidspunkter. Selve klostret var rigtig hyggeligt og afslappende at bevæge sig rundt i. Munke i alle aldre fra 5 år og opefter tulrede rundt og bad, vaskede tøj, legede, løb, spiste, sov, og hyggesnakkede. Det er selvfølgelig et ret idyllisk billede at male af munke - er ret sikkert på det ikke er lutter lagkage - men det var nu en ret idyllisk oplevelse. Stedet mindede ret meget om en højskole og den måde de gik rundt på mindede også ret meget om efterskoler i Danmark. Der var en lille café hvor vi sad og hyggede med organisk æblejuice serveret af munke (der endda på et tidspunkt sad og spillede guitar i caféen!). Vi var meget opløftede og spirituelt opladede da vi forlod stedet igen.
Klostret i Rumtek.
Munke - ligner ikke helt dem fra Rumtek, men det er da børnemunke; og dem var der i hvert fald mange af i Rumtek også!
Efter et lille hvil på hotellet tog vi på ekspedition til den kæmpe svævebane der er bygget over Gangtok i 2003. Ville have været den mest fantastiske tur på en dag hvor man rent faktisk kunne se noget. Nu blev det mest en lille smule uhyggeligt; og Jonas ventede uafbrudt fremkomsten af flyveøgler, isbjerge eller piratskibe i den tykke tåge. Man fik nu stadig en fornemmelse af omgivelserne når man hang der i mange meters højde over jorden.
Aftenen blev igen brugt på "Little Italy" - vi forsøgte faktisk at prøve noget nyt, men efter et kig på menukortet blev vi enige om at vi nok også hellere måtte få en stamrestaurant i Sikkim..
Den sidste hele dag vi havde i Sikkim, tog vi til Tsongo søen. En ting jeg personlig havde glædet mig meget til. Især efter jeg læste man kunne ride på yak-okser rundt omkring søen. Selve søen ligger 18 km. fra grænsen til Tibet - og det i sig selv gør det jo lidt specielt. Der var også mange mange militærbiler på vej derop. Der var også en indisk militærbase lige ved søen - det var dog vist lidt mere en hygge militærbase med skilte hvor der stod "The Indian Army welcomes you" og et fugleskræmsel i uniform. Så på trods af mændene med maskingeværer som man efterhånden er vant til, var det ikke specielt skræmmende. Søen ligger i næsten 4 km. højde, og derfra skulle man kunne se lige over på det 3. højeste bjerg i verden "Kanchenjunga" på 8,5 km. der ligger på grænsen mellem Indien og Nepal. Desværre var det også enormt tåget denne dag (og faktisk ret koldt.. burde man jo nok have vist når man skulle op i 4 km. højde..). Det første der mødte os da vi kom derop var netop de omtalte yak-okser. Vi fik en tur halvt rundt om søen og tilbage igen. Min yak var faktastisk! Blev en smule forelsket. Den var så rolig og fin og man kunne gemme sine kolde hænder i dens dejlige varme yakpels (vi købte også alle tre yak-sokker og hatte osv. bagefter!) og ligge sig ned med hovedet mod dens pels! Den yak Jonas og Kat red på (de tog en halv tur hver) var en lille smule mere psykotisk. Havde helt sine egne veje, og da Jonas stod af og Kat skulle på begyndte den sit helt eget rodeotrip. Var ret fedt at se selvom det nok var knap så sjovt for Kat der jo sad på den. Men - vi kom alle gennem turen med skindet på næsen, og jeg må indrømme at det er det jeg er mest træt af vi ikke har billeder af. Nøj hvor den yak klædte mig 4 km. oppe i Himalaya bjergene! Det bliver jeg nødt til at prøve igen! Vi spiste momos og nudler og drak chai i en af de små boder langs søen. Har altså sin helt egen charme at få momos serveret af en tibetansk kvinde med frostmærker på kinderne og iklædt stor pels! Var super hyggeligt og vi følte os meget i et med naturen! Efter de yak-relaterede souvenir køb gik turen nedad igen. Godt med propper i ørerne når man skal fra 4 km. til 1,5 km. I Ganktok øsregnede det, vi havde ellers håbet på endnu en tur i svævebanen med rigtig udsigt, men det blev vi desværre snydt for i denne omgang.
Tsongo søen - sådan så vi den slet ikke. Var for tåget til at vi kunne se fra den ene til den anden side.
En yak der kunne have været min - min havde også sokker på hornene og var mindst ligeså dejlig og ulden at se på!
Dekorerede yak-okser; bare lige for at vise flere af dem.
Og sidst men ikke mindst: en psykotisk yak der vist er ved at æde sin egen kalv eller noget... Vidste jeg faktisk ikke de gjorde!! Men kunne måske godt minde lidt om Kat og Jonas' yak.
Og et billede af den udsigt til Kanchenjunga bjerget som man normalt kunne se, men som vi ikke kunne pga. vejret.
Efter en sidste gåtur i Gangtok lørdag tog vi endnu en dele-jeep tilbage til New Jalpaiguri. Kørslen nedad var jo (som forventet) endnu værre end opad, og vores chauffør var om muligt endnu yngre end den første vi havde. Tilgengæld havde han de 20 største hindi hit på repeat på cd-afspilleren, og det hjalp gevaldigt på humøret! Det kan man simpelthen kun blive glad af!
Og til sidst et par billeder af hvad man også kan se i Sikkim - men som vi aldrig så...
Den røde panda er Sikkims nationaldyr - fik vi desværre ikke set på andet end billeder.
Snefygning i Himalaya - heller ikke en del af vores repertoire.
Og det her - nej - det fik vi så heller ikke lige set.. Men det ser da super fedt ud!
Vi var i meget god til I New Jalpaiguri, og fandt en meget lokal restaurant hvor vi spillede kort og spiste rigtig lækker mad i et par timer inden vi skulle med toget. Vi havde jo ikke AC pladser på vej hjem da absolut alt var udsolgt da jeg forsøgte at bestille i sin tid. Susanna's kontakt havde skaffet de sidste mulige billetter overhovedet, og det var på Sleepers Class. Som sådan ok, men vores pladser lå lige ud til toiletterne og de åbne togdøre så man meget meget nemt kunne lugte når toget holdt stille på de forskellige stationer og dumpede indholdet af toiletterne på skinnerne. Puha. Da toget så samtidig var ca. 5 timer forsinket var vi rimelig smadrede da vi endelig ankom til Calcutta. Orkede næsten ikke engang at skændes med den idiot af en taxachauffør vi kørte med til hotellet der krævede den vilde overpris og samtidig synes det var meget behændigt at han når han skiftede gear lige kunne nå mit ene lår med sine fingerspidser! Store idiot! Havde heldigvis alligevel kræfter til at betale ham det jeg vidste han skulle have, og ikke det han påstod. Noglegange er man bare slet ikke i humør til sådan en spade - og det er desværre ofte i de situationer man møder dem.
Næst gik turen til Victoria Memorial (som ganske rigtigt minder om en blanding af Taj Mahal og Skt. Pauls Cathedral). Meget fin både indvendig og udvendig (og fik lov til at komme ind til indisk pris - troede ellers efterhånden mine forsøg var forgæves efter lang diskussion med billetmanden på Det Indiske Museum!). Udenfor Victoria faldt vi i snak med en arbejdsløs ingeniør der var enormt spændende at høre på. Han var fra Varanasi og fik rimelig effektivt spoleret planerne om at jeg med familien kunne nå derned i august (alt er åbenbart oversvømmet i Varanasi på det tidspunkt!). Han gav mig tilgengæld en fin håndskreven liste over seværdigheder der er værd at se i Varanasi - så når jeg engang kommer dertil er jeg forberedt!
Victoria Memorial.
Glasmosaik besatte Jain Mandir.
Kat, Jonas (skræmmende!) og jeg i rickshaw på vej på shopping.
Stilletter er en kvindes bedste ven!
Katrine og Jonas foran Jama Mashid.
Jonas der næsten laver Milano i minareten med udsigt over Delhi.
Og Kat i minareten.
Kat der holder Jama Mashid - når vi nu ikke nåede til Agra så hun kunne holde Taj Mahal og det billede hvor hun holder Victoria Memorial er på mit kamera - så måtte hun jo holde Jama Mashid i stedet!
Kat og jeg i cykelrickshaw - Jonas fik æren af at sidde bagi og legede således fotograf.
Her har vi så serien af Jonas indtryk fra Old Delhi - først baghovederne af Kat og mig.
Renovation af et hindutempel.
Den stille morgentrafik.
Frugtsælgere.
Nogen der flytter noget. Det er nu stadig ret vildt så meget der i Indien kan være på en cykeltrailer - det her er endda småting.
Efter Old Delhi tog vi til South Ex og spiste inden turen gik til Sarojini en sidste gang. Fandt igen masser af tøj til Kat og mig - og endda lidt ekstra til Jonas - og så fandt vi endelig de sko han havde lovet Helene at købe med hjem! Det havde så også taget os 10 dage - og det er ellers de sko der er aller nemmest at finde i Indien - men de dukkede bare aldrig lige op der hvor vi var.
Kat med sin suppeskål lavet af brød.
Og Jonas inden han blev mæt...
Efter et sidste afsnit Simpsons på computeren og en halv time på øjet til Katrine som nu var rimelig syg var det tid til farvel.. Det er nu altså mærkeligt det der med at sige farvel når man har besøg af folk man kender så godt og endelig har fået lov til at gå op og ned af i 1½ uge igen. Men denne gang er der jo ikke særlig lang tid til jeg kommer hjem og ser allesammen igen. Så det er i hvert fald rart at tænke på! Det har i hvert fald været en helt fantastisk ferie - og på trods af mistet kamera og en smule dårligt vejr er jeg nu sprængfyldt af energi og klar til min sidste lille måned på ambassaden inden mine forældre og Jeppe kommer herned. Det bliver jo også fantastisk! Selvom vi nok i endnu højere grad må slås med monsun og vejr der ikke arter sig - så skal vi nok få en helt fantastisk tur!
Og til slut: "Namaste" fra Jonas som japaner eller noget...
No comments:
Post a Comment