Saturday, July 7, 2007

Sidsel goes indian - i et ekstra år...

Da jeg skrev mit indlæg om at have været her i 3 måneder og dermed halvdelen af tiden, begyndte jeg så småt at tænke over hvor kort tid et halvt år egentlig er. Jo tættere jeg kom på tidspunktet hvor jeg egentlig skulle hjem til Danmark igen, jo mere sikker blev jeg på, at jeg slet ikke var færdig med Indien endnu, og at jeg på ingen måde var klar til at tage til Danmark. Jeg begyndte så at overveje mine muligheder, og søgte job hos Kring som er et dansk IT firma i Delhi. Sidst i juni fik jeg så beskeden om at de ville tilbyde mig et job som HR manager. Det var i lang tid ret uvirkeligt, men jeg var også enormt glad for beskeden. Det bliver sindsygt udfordrende, men også rigtig spændende, og jeg glæder mig til at komme i gang med det. Jeg har skrevet under på en kontrakt på 1 år og begynder d. 10. september. Det vil sige jeg er væk fra studiet i halvandet år i alt, og det var selvfølgelig en stor del af overvejelsen. Er udemærket klar over at det ikke bliver det nemmeste at komme hjem og skulle gøre studiet færdigt (5 fag og speciale) når man har været væk fra bøger og teorier og hele rutinen så længe. Men det er stadig en stor prioritet for mig at gøre det færdigt - jeg har været rigtig glad for studiet, og jeg er slet ikke færdig med statskundskab endnu. Dog bliver det højst sandsynligt i København det bliver færdiggjort, men nu må vi se. Færdig skal jeg nok blive!

Det er også en smule mærkeligt at tænke på at der er så mange mennesker jeg skal være væk fra i endnu et år. Det havde jeg ikke lige regnet med da jeg i ugen op til jeg tog afsted var et stort tudefjæs. Men jeg har jo fundet ud af at det slet ikke er så slemt at være langt væk - det er jo præcis det samme når jeg snakker med folk, som det var da jeg tog afsted, og det er meget betryggende. Desuden når jeg jo at se allesammen når jeg er hjemme tre uger fra d. 17. august. Og og og - måske aller vigtigst - så er der endnu mere mulighed for jer der endnu ikke har været her, for at komme på besøg! Det ser jeg allerede frem til!

I hvert fald er jeg rigtig glad for min beslutning om at blive her, og jeg tror det er en rigtig god mulighed for mig, og en rigtig god supplering til mit studie. Desuden er det et enormt spændende job, så selvom det bliver hårdt og udfordrende - så bliver det også rigtig fedt at komme i gang med!

No comments: